'''Valdemar den Store''' ([[14. januar]] [[1131]] - [[12. maj]] [[1182]]{{gravsted.dk navn|valdemardenstore}}), søn af [[Knud Lavard]] og Ingeborg, fyrstinde af Novgorod, dansk medkonge fra [[1154]] og enekonge fra [[1157]]-[[1182]]. Valdemar, som blev født blot 8 dage efter at faderen, Knud Lavard, var blevet myrdet, voksede op hos [[Asser Rig]] sammen med dennes sønner [[Absalon]] og [[Esbern Snare]]. Under stridighederne om retten til tronen mellem [[Svend 3. Grathe]] og [[Knud 5.]], sluttede han sig til Svend, som i [[1147]] gjorde ham til [[hertug]] af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]]. I [[1154]] skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i [[Jylland]] [[1157]] ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under det såkaldte "[[Blodgildet i Roskilde|blodgilde i Roskilde]]". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på [[Slaget på Grathe Hede|Grathe Hede]] og var nu enekonge. Valdemar opbyggede en stærk kongemagt og rettede flere slag mod [[vender]]ne, støttet af vennen Absalon, som han i [[1158]] udnævnte til [[biskop]] i [[Roskilde]]. I [[1159]] samlede Valdemar en sjællandsk [[ledingsflåde]] og gennemførte et togt mod venderne. I de følgende år gennemførtes en række togter, der kulminerede med indtagelsen af [[Rügen]] i [[1169]]. I den forbindelse omstyrtedes de kendte gudebilleder. Valdemar gik i gang med at sikre rigets grænse mod syd dels ved at opføre [[Valdemarsmuren]] i tilknytning til [[Dannevirke]], dels ved at bygge fæstningsanlæg flere steder i landet, bl.a. ved [[Korsør]] og [[Nyborg]]. Absalon byggede som bekendt en [[Københavns slot|fæstning]] på en lille ø ud for handelspladsen Havn ved [[Øresund]]. Den europæiske magtkamp mellem [[pave]]n og [[kejseren]] nåede Danmark i [[1160]], da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen, og [[ærkebiskop]] [[Eskil]] måtte drage i landflygtighed i [[Frankrig]]. Kronen og kirken forsonedes dog, og det markeredes med, at Valdemars fader, Knud Lavard, blev [[helgenkåret]] af pave Alexander III og gravsat i [[Skt Bendts Kirke]] i [[Ringsted]]. Samtidig fik Valdemar sin 7-årige søn, [[Knud 6.]] kronet og salvet som medkonge for at sikre arvefølgen. I [[1177]] trak Eskil sig tilbage, og Absalon udnævntes til ærkebiskop i [[Lund (Sverige)|Lund]]. Absalon indsatte flere venner på ledende poster, og i [[1180]] udbrød der åbent oprør, og Absalon måtte flygte. Valdemar og Absalon vendte tilbage i [[1181]] med en hær og nedkæmpede oprøret. Under Valdemars regeringstid skete der store forandringer i det danske samfund. Ledingspligten blev afløst af en [[ledingsskat]], og frem for at skulle huse kongen, når han rejste rundt i landet, skulle bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmænd (hele apparatet med ombudsmænd blev udbygget og væsentlig forbedret under Valdemar 1. den Store). Kongen fik også flere indtægter i form af kongens overtagelse af ingenmandsland - hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar tjente også godt på afgifter på [[Skånemarkedet|sildemarkedet]] i Skåne. Valdemar døde den 12. maj i 1182. Hans lig blev af bønder båret til [[Skt. Bendts Kirke]], hvor han blev begravet. Han har med rette fortjent tilnavnet "den Store", og der skete store fremskridt for landet i hans regeringstid. Sammen med sin hustru Sofie fik han sønnerne [[Knud 6.|Knud (6.)]] og [[Valdemar 2. Sejr]] foruden seks døtre. {{Anetavle2|Valdemar den Store|Knud Lavard|Ingeborg af Kiev|Erik Ejegod|Dronning Bodil|Mstislav 1. af Kiev|Kristina Ingesdatter|Danmark, Valdemar 1}} {{Arvefølge|[[Kongerækken]]