'''James Ewell Brown Stuart''' ([[6. februar]] [[1833]] - [[12. maj]] [[1864]]) var en amerikansk soldat fra [[Virginia]] og general for [[Sydstaterne]] i [[den amerikanske borgerkrig]]. Hans venner kaldte ham "Jeb".
Stuart var kavalerikommandør, og var kendt for sin dygtighed i rekognoscering og brug af kavaleri i offensive operationer. Selv om han gjorde meget for at opretholde et image som flot kavaler (gråt slag med rød kant, gult skærf, hat på sned og med en påfuglefjer, rød blomst i reversen, og ofte duftende af perfume) gjorde hans seriøse indsats ham til [[Robert E. Lee]]'s øjne og ører og styrkede Sydens moral. Han blev dræbt i maj [[1864]] under [[Overland kampagnen]] i [[Slaget ved Yellow Tavern]].
==Tidlige år==
James Ewell Brown Stuart blev født på Laurel Hill Farm, en plantage i Patrick County i [[Virginia]] nær grænsen til North Carolina. Hans far, Archibald Stuart, var politiker og advokat og repræsenterede Patrick County I begge kamre I Virginias parlament, og var I en enkelt periode valgt til Repræsentanternes Hus I Washington. Hans far var fætter til Alexander Hugh Holmes Stuart. Elizabeth Stuart, hans mor, var kendt som en meget religiøs kvinde, som havde en stor kærlighed for naturen.
===Uddannelse===
Da han var 14 blev James indmeldt i skolen i Wytheville. Han gik på Emory & Henry College fra [[1848]] til [[1850]]. Han kom på [[West Point]] og var blandt de som fik eksamen i [[1854]]. Robert E. Lee var kommandant over militærakademiet på det tidspunkt. Stuart fik eksamen som nr. 13 af 46. Han fik rang af kavalerisergent, den højeste rang som en kadet kunne opnå.
===De Forenede Staters hær===
I [[1854]] blev Stuart tildelt tjeneste ved det beredne riffelregiment i [[Texas]]. Han blev snart overført til og forfremmet i det nyoprettede 1. kavaleriregiment. Stuart's lederevner blev hurtigt opdaget. Han var veteran fra Indianer krige og kampe mellem tilhængere og modstandere af slaveri i [[Kansas]]. Stuart blev såret i juli [[1857]] mens han kæmpede i grænseområderne mod indianere. I [[1859]] bragte Stuart ordrerne til [[oberst]] Robert E. Lee om at tage til [[Harpers Ferry]] og knuse [[John Brown]]'s raid på arsenalet der. Under belejringen meldte Stuart sig frivilligt til at være Lee's adjudant, og oplæste ultimatummet til Brown inden det endelige angreb.
Han blev forfremmet til [[kaptajn]] den [[22. april]] [[1861]], men tog sin afsked fra hæren den [[14. maj]] [[1861]] for at slutte sig til Sydstatshæren efter at [[Virginia]] var trådt ud af [[Unionen]].
== Sydstaternes hær==
J.E.B. Stuart blev udnævnt til oberstløjtnant i Sydstaternes hær den [[10. maj]] [[1861]]. Hans senere forfremmelser fulgte således:
* Oberst, 1st Virginia Cavalry ([[16. juli]], [[1861]])
* Brigadegeneral, CSA ([[24. september]], [[1861]])
* Generalmajor, CSA ([[25. juli]], [[1862]])
Stuart's kommando i [[Army of Northern Virginia]] omfattede:
* Kavaleribrigade ([[22. oktober]] [[1861]] – [[28. juli]] [[1862]])
* Kavaleridivision ([[28. juli]] [[1862]] – [[9. september]] [[1863]])
* Andet korps (midlertidig erstatning for [[Stonewall Jackson]], [[3. maj]] – [[6. maj]] [[1863]])
* Kavalerikorps ([[9. september]] [[1863]] – [[11. maj]] [[1864]]).
Efter tidligt at have gjort tjeneste i [[Shenandoah]] dalen, ledte Stuart sit regiment i det [[Første slag ved Bull Run]] og deltog i forfølgelsen af den flygtende Unionshær. Han styrede hærens forposter indtil han fik kommando over kavaleribrigaden. Han fik ry i offentligheden for at gennemføre vovelige rekognosceringer i fjendens bagland. To gange red han rundt om Generalmajor [[George B. McClellan]]'s hær, en gang i [[Peninsula kampagnen]] og igen efter [[slaget ved Antietam]]. Disse bedrifter havde ikke den store militære betydning, men styrkede moralen i Sydstaterne.
Under [[Northern Virginia kampagnen]] mistede Stuart sin karakteristiske fjerprydede hat og kappe til forfølgende Unionssoldater, men ved et senere raid lykkedes det ham at overmande Unionshærens øverstkommanderende [[generalmajor]] [[John Pope]]'s hovedkvarter og ikke bare tage hele hans uniform, men også ordrer, som gav Lee mange værdifulde efterretninger. I slutningen af [[1862]] førte Stuart et raid nord for [[Rappahannock floden]], som påførte fjenden et tab på 230 mand, mens han selv mistede 27.
I december [[1862]] under [[slaget ved Fredericksburg]] beskyttede Stuart og hans kavaleri – især det hestetrukne artilleri under major [[John Pelham]] - [[Stonewall Jackson]]'s flanke ved Hamilton's Crossing. Før slaget gav Stuart Jackson en flot uniformsjakke, pyntet med guldkniplinger, som han syntes fik Jackson til mere at ligne en general.[Robertson, pp. 653-54.]
I maj [[1863]] i [[slaget ved Chancellorsville]] blev Stuart udpeget af Lee til at overtage kommandoen over 2. Korps i nogle dage, efter at Jackson var blevet dødeligt såret, og han klarede sig lige så godt med at lede infanteri, som han ellers gjorde med kavaleri. Da Stonewall døde, blev han klædt i sin gamle blå uniformsfrakke, for den Stuart havde givet ham var fuld af blod og revet i stykker ved amputationen.
Tilbage ved kavaleriet indeholdt [[Gettysburg kampagnen]] to lavpunkter i hans karriere. Han havde kommandoen over kavaleristerne i [[Slaget ved Brandy Station]], det største slag som fortrinsvis blev udkæmpet af kavaleristyrker i krigen, den [[9. juni]] [[1863]]. Slaget endte uafgjort, om end Sydstaterne holdt slagmarken, men hans styrke var blevet overrasket af Unionsstyrken, og det var en pinlig sag for en kavalerist, og slaget viste, at Nordstaternes tropper blev stadig mere kompetente og pegede i retning af at det ellers uovervindelige sydstatskavaleri’s var på vej ind i en nedgangstid.
Da Lee og Unionens generalmajor [[George G. Meade]] nærmede sig hinanden ved Gettysburg, beordrede Lee Stuart til at afskærme Sydstaternes hær mens den rykkede frem fra [[Shenandoah]] dalen og holde sig i kontakt med de forreste enheder, generalløjtnant [[Richard S. Ewell]]'s Andet Korps, mens det rykkede frem i retning af [[Harrisburg]], [[Pennsylvania]]. Stuart prøvede igen at ride bag om Unionshæren og endte med at befinde sig langt øst for Ewell og ude af føling med Unionshæren, og ude af kontakt med Lee. Lee's ordrer gav Stuart et bredt spillerum, og begge generaler må dele skylden for Stuart’s lange fravær og for at de kavalerienheder, som var forblevet ved hæren ikke spillede en mere aktiv rolle. Stuart og hans tre bedste brigader var væk fra hæren under den afgørende fase, hvor hærene nærmede sig Gettysburg og i de to første dage af slaget. Lee's hær var efterladt uden øjne i fjendens område og uden detaljeret kendskab til terrænet, vejnettet og modstanderens styrke og position. Denne mangel på viden var en vigtig grund til, at [[Slaget ved Gettysburg]] startede den [[1. juli]] [[1863]] inden Lee havde samlet hele sin hær som ellers planlagt.
Stuart ankom til Gettysburg sent på den anden dag i slaget, og medbragte en karavane af erobrede forsyningsvogne fra Unionshæren, og fik en sjælden irettesættelse af Lee. Ingen overværede de tos møde, men rapporter cirkulerede i hovedkvarteret om at Lee’s modtagelse af Stuart havde været ”kort og kølig”. Oberst [[Edward Porter Alexander]] skrev, "Selv om Lee blot sagde ‘Tja, general, så er De her endelig’, antydede hans holdning en irettesættelse, og det blev forstået af Stuart."[Sears, pp. 257-58.]) På slagets sidste dag blev Stuart beordret til at komme bag om fjenden og afbryde hans forsyningslinier samtidig med at Pickett’s angreb blev sat ind mod [[Cemetery Ridge]]. Stuarts angreb blev slået tilbage af Unionskavaleri under brigadegeneralerne [[David McM. Gregg]] og [[George Armstrong Custer]].
Selv om Stuart ikke fik en reprimande eller nogen anden offentlig straf for sin rolle i Gettysburg kampagnen, er det værd at bemærke, at hans udnævnelse til korpskommandør i september 1863 ikke blev fuldt op med en forfremmelse til [[generalløjtnant]]. Historikeren Edward Bonekemper bemærker, at da alle andre korps kommandører i Army of Northern Virginia havde denne rang måtte Lee’s beslutning om at fastholde Stuart som generalmajor, mens hans underordnede [[Wade Hampton]] og [[Fitzhugh Lee]] blev forfremmet til generalmajorer ses som en indirekte irettesættelse.[Bonekemper, p. 139.]
Under [[Overland kampagnen]] (generalløjtnant [[Ulysses S. Grant]]'s fremrykning mod [[Richmond]] i foråret 1864), opfangede Stuart generalmajor [[Philip Sheridan]]'s kavaleri i [[Slaget ved Yellow Tavern]] i udkanten af Richmond den [[11. maj]]. En afsiddet Unionskavalerist skød Stuart på 10 meters afstand med en pistol. Stuart døde dagen efter på et Sydstatshospital. Stuart bad om at alle sang "Rock of Ages" ved hans dødsleje, en af hans yndlingssalmer. De sidste ord han talte var i en hvisken: "Jeg er fratrådt, Guds vilje ske." Han var 31 år gammel. J.E.B. Stuart blev begravet på Richmond's Hollywood Cemetery. Han blev overlevet af sine kone, Flora Cooke Stuart, og sine børn, J.E.B. Stuart, Jr. og Virginia Pelham Stuart. Efter hans død bar Flora sorte sørgeklæder i de resterende 49 år af hendes liv.
== Arv, monumenter ==
Ligesom sin nære ven, Stonewall Jackson, var General J.E.B. Stuart en legendarisk figur og betragtes som en af de største kavalerikommandører i Amerika.[[http://www.civilwarhome.com/stuartbi.htm James Ewell Brown Stuart Biografi] på hjemmesiden [http://www.civilwarhome.com/ Shotgun's Home of the American Civil War] citerer: "Who Was Who In The Civil War" af Stewart Sifakis] Stuart var svigersøn af Brigadegeneral [[Philip St. George Cooke]] i Unionshæren. Da han hørte at hans svigerfar ville gøre tjeneste i Unionshæren skrev Stuart: "Han vil kun angre det en gang, men det vil være permanent." På den anden hånd var Stuart's svoger brigadegeneral [[John Rogers Cooke]] i Sydstatshæren.
En statue af General J.E.B. Stuart af billedhuggeren Frederick Moynihan blev afsløret på Richmond's kendte Monument Avenue ved Stuart Circle i [[1907]]. Ligesom General Stonewall Jackson, vender hans rytterstatue mod nord, hvilket antyder at han døde i krigen. I [[1884]] blev byen Taylorsville i Virginia omdøbt til Stuart. Den amerikanske hær opkaldte to typer tanks i [[2. Verdenskrig]], M3 og M5, for Stuart Tanks til ære for sin gamle fjende.
Stuart's fødested, Laurel Hill i Patrick County, Virginia, blev købt af J.E.B. Stuart Birthplace Preservation Trust, Inc., i [[1992]] for at bevare og fortolke det.[[http://www.freestateofpatrick.com/Laurelhill Laurel Hill website].]
==Referencer==
* Bonekemper, Edward H. III, ''How Robert E. Lee Lost the Civil War'', Sergeant Kirkland's Press, 1998, ISBN 1-887901-15-9.
* Eicher, John H., and Eicher, David J., ''Civil War High Commands'', Stanford University Press, 2001, ISBN 0-8047-3641-3.
* Robertson, James I., Jr., ''Stonewall Jackson: The Man, The Soldier, The Legend'', MacMillan Publishing, 1997, ISBN 0-02-864685-1.
* Sears, Stephen W., ''Gettysburg'', Houghton Mifflin, 2003, ISBN 0-395-86761-4.
==Noter==
{{reflist}}
==Yderligere læsning==
* Aubrecht, Michael A., ''Christian Cavalier: The Spiritual Legacy of J.E.B. Stuart'', PublishAmerica, 2005, ISBN 1-4137-7825-9.
* Longacre, Edward G., ''The Cavalry at Gettysburg'', University of Nebraska Press, 1986, ISBN 0-8032-7941-8.
* Longacre, Edward G., ''Lee's Cavalrymen: A History of the Mounted Forces of the Army of Northern Virginia'', Stackpole Books, 2002, ISBN 0-8117-0898-5.
* Wittenberg, Eric J., and Petruzzi, J. David, ''Plenty of Blame to Go Around: Jeb Stuart's Controversial Ride to Gettysburg'', Savas Beatie, 2006, ISBN 1-932714-20-0.
==Eksterne links==
* [http://www.myspace.com/csadixie Jeb Stuart Tribute Band]
* [http://www.freestateofpatrick.com/Laurelhill Stuart's Birthplace]