Sporvidde er afstanden mellem skinner på en skinnevej - det være sig jernbane, sporvej, rutsjebane, minebane etc.

Afstanden måles som mellem midtpunktet af skinnerne. Normalspor har en sporvidde på 1435 mm som fastlagt af George Stephenson i forbindelse med anlægget af Stockton Darlington Railway - normalt anerkendt som verdens første egentlige jernbane. For den normale sporvidde på 1435 mm forekommer tilladelig afvigelser -3 til +10 mm; måling sker i en højde af 15 mm under skinnens køreflade. I sporskifter gælder særlige krav. I kurver forøges sporvidden (sporudvidelse); oprindeligt anvendtes op til 35 mm sporudvidelse, nu kun op til 15 mm.

Smalspor betegner sporvidder under 1435 mm, bredspor tilsvarende over 1435 mm.

Preussische Kleinbahngesetz fra 1892 fastlagde fire sporvidder som værende dækkende for behovet i Preussen og denne lov blev normdannende for hele det nordtyske område og nabolande, herunder Danmark. Den største af de i denne lov fastlagte smalspor, 1000 mm (benævnt meterspor), blev stort set enerådende blandt danske smalsporede jernbaner og anvendtes også af Århus sporveje (derimod havde roebanerne en sporvidde på 700 mm og Faxe Jernbane 791 mm, mens andre industribaner kunne have nærmest vilkårlige sporvidder), mens man eksempelvis i Sverige i stedet hyppigt brugte 1067 mm (kaldt kapspor efter dens dominans i Kapprovinsen), hvorfor denne i Sverige kaldes smalsporsnormalen.

Normalspor er stort set enerådende i Nordamerika og på europæiske hovedlinjer med undtagelse af Iberien og de tidligere russiske - senere sovjetiske - domæner (således Finland). Bredspor er til gengæld dominerende i Sydamerika, Indien og som nævnt Spanien, Portugal og Rusland. Kapspor bruges af en del afrikanske lande og Japan, mens metersporet er dominerende i enkelte lande i Afrika og Asien.

Den mindste sporvidde anvendt ved jernbaner er 260 mm; den skulle kunne opleves på Wells Walsingham Light Railway (10 km). En sporvidde på 2000 mm skulle stadig kunne opleves på CairnGorm Mountain Railway. En sporvidde på 2440 mm har været anvendt på en tømmerbane i USA (Oregon) og endelig skal der have været planer i Tyskland i 1930'erne om et stamnet af baner i Europa med en sporvidde på 3000 mm.

Se også

Print/export