Indholdsfortegnelse
Buchenwaldklubben lukker Efter 57 års eksistens lukker den københavnske afdeling, hvor danske politifolk mindedes deres oplevelser i tyske KZ-lejre og ærede afdøde venner og holdt et helt specielt kammeratskab ved lige Af Nicolai Scharling | Torsdag d. 26. september 2002
Den 19. september 1944 står stadig som en af de sorteste dage i dansk politihistorie. Det var den dag, den tyske besættelsesmagt besluttede, at danske politifolk var at regne som en sikkerhedsrisiko. Besættelsesmagten reagerede ved prompte at arrestere og internere politiansatte. Dermed lød startskuddet til en rædselsrejse for op mod 2000 danske betjente. En rejse, der førte gennem Danmark, til Frøslev-lejren og dybt ind i et krigshærget Tyskland til de frygtede KZ-lejre. Langt størstedelen havnede i Buchenwald-lejren, enkelte i Neuengamme, men uanset navnet var der ingen tvivl om spillets regler. Tilværelsen blev reduceret til et mål: Overlevelse. - Det var et mareridt, som daværende reservebetjent Mogens B. Madsen husker! Sætningen bliver sagt på en afkortet måde, som klart understreger, at så har han heller ikke lyst til detaljeret at huske ret meget mere. Bortset fra én ting. Kammeratskabet. - Der var en særlig ånd over de danske betjente blandt medfangerne. Det var ligesom om, de inspirerede andre til at ranke ryggen, siger Mogens B. Madsen. Til trods for rædslerne udviklede fangerne nemlig et utroligt kammeratskab og sammenhold, der var med til at holde mange oppe, som måske ellers ville have opgivet.
160 døde politifolk
De fleste danskere blev reddet ud af de tyske vanvidslejre før krigens afslutning. Blandt andet ved hjælp af grev Bernadottes hvide busser. Derfor var overlevelsestallet måske også relativt højt – sammenlignet med andre nationaliteter, etniske eller religiøse grupper, som også var deporteret til lejrene. 91 danske betjente omkom. Et ukendt antal fulgte dem i de næstfølgende år, som konsekvens af de mén og den slitage, opholdet i lejrene havde pådraget dem. Samlet døde 160 betjente under den tyske besættelse. Heraf blev 13 likvideret og 30 dræbt ved skydning. Og altså 91 sultet, pint og slidt til døde i KZ-lejre.
En klub bliver til
Med hjemkomsten stod det klart, at her var en gruppe mennesker, som havde knyttet et særligt fællesskab alene i kraft af deres oplevelser. - Der var mange, som ikke kunne slippe det, de havde set. Som altid måtte snakke om det. Selv havde jeg det anderledes. Jeg måtte have det på afstand, fortæller Mogens B. Andersen. Han var blandt de yngre. 23 år gammel da han blev sendt sydover efterladende sig familie og en forlovet. Men fællesskabet og kammeratskabet var noget ganske særligt, som måtte følges op. Den 19. september 1945 – på årsdagen for tilfangetagelsen af det danske politi – blev Buchenwald-klubben stiftet. Formålet var at samle danske politifolk, som havde siddet i Buchenwald samt medfanger, og mindes det skete. Holde kammeratskabet ved lige og ikke mindst minde dem, der aldrig vendte hjem, blandt andet med kransenedlægning.
Selskabelige sammenkomster
- Vi ville være en upolitisk klub/forening. De første år var der mere tale om en selskabelig natur, med sammenkomster, hvor også damerne kom med - og så selvfølgelig at ære mindet af dem, der var borte, siger Mogens B. Madsen. Han tilhørte selv den københavnske del af Buchenwald-klubben, der var også klubber i Århus, Odense og Aalborg. - I starten kunne jeg ikke rigtigt overskue at være med. Men det var min måde at tackle tingene på. Jeg ville helst ikke tale om det, jeg havde oplevet, heller ikke over for min familie. For mange andre var det anderledes. For dem spillede klubben en utrolig stor rolle, husker han. Der var altså ikke tale om klubber med udadvendte formål i forhold til resten af befolkningen, men alene internt at holde minderne og fællesskabet ved lige. - Ikke at jeg eller nogen af de andre nogensinde vil glemme det. Men det har været en god ting.
Vigtigt for eftertiden
For 81-årige Mogens B. Madsen, der gik på pension fra politiet som 60-årig, blandt andet som følge af de mén, han pådrog sig i Buchenwald, da to russiske medfanger måtte operere ham, har klubben først været en fast ingrediens af tilværelsen de seneste 25 år.
Først da kunne han rigtigt overskue fortiden.
Det er blevet til mange hyggelige sammenkoster og rejser. Eksempelvis til Buchenwald.
- Det tog jeg nu koldt og roligt. Og jeg har også været der siden med mine børnebørn og børn for at vise dem stedet og give dem en forståelse af, at den slags steder faktisk fandtes, siger han.
Farvel og tak
Klubben har således spillet en stor rolle i Mogens B. Madsens og mange andre efterkrigstilværelse. Som noget socialt og som en slags ventil, hvor man kunne tage trykket af fortiden.
Derfor burde det også gøre ondt på manden, der i dag er sekretær for klubben, at Københavner-afdelingen af Buchenwald-klubben lukker 19. september.
Dermed lukkes dørene også i for 57 års helt speciel politihistorie.
Odense og Århus er for længst gået samme vej. Kun Aalborg er tilbage, men ikke meget længe ifølge Mogens B. Madsen. - Vi lukker med manér og med erkendelsen af, at vi ikke er mange tilbage. 170 medlemmer ved seneste optælling i januar. Deraf er vel ca. 150 tidligere fanger fra Buchenwald. Og vi bliver jo ikke yngre. Til sammenligning har Aalborg vist otte medlemmer, siger han.
Lukningen sker med citat fra sekretæren for ”at undgå, at vi til sidst sidder seks halvdemente tilbage”. Så hellere sætte et smukt punktum, mens der stadig er medlemmer og rørighed nok til at gøre det.
Afslutningsfest
Dagen starter med kransenedlægning ved politiets fællesgrave på Bispebjerg Kirkegård klokken 08.45 efterfulgt af en mindehøjtidelighed klokken 10.00 i den firkantede gård på Politigården.
Om eftermiddagen er der ”Overlevelses- og afslutningsfest” med spisning i rigspolitiets kantine. Der er en symbolsk kuvertpris og medlemmer med ledsager kan tilmelde sig hos kasserer Ernst Steen eller kontakte Mogens B. Madsen for yderligere information.
